Farvel og tak....

I dag er der kun 3 dage til vi står i København Lufthavn, og det her indlæg på bloggen bliver dermed også vores sidste af slagsen.

Vi er lige nu i Buenos Aires, hvor vi har oplevet en masse fantastiske ting, og vi krydrer hele oplevelsen med at tage til karneval i aften. Det skulle være et af de mest respekterede og fantastiske shows lige efter det i Rio - så vi glæder os. Men ellers vil vi ikke fortælle så meget mere - i skal jo også have noget at spørge om, når vi kommer hjem :-)

Aslapning for alle pengene!

Vi må vist indrømme at vi er lidt sløve til at få skrevet her på bloggen for tiden, men det må vist skyldes varmen! Og egentlig er der heller ikke så meget at fortælle om, for det meste er det nemlig her vi bruger vores tid:




Og når vi ikke lige har ligget på stranden og nydt solens stråler har vi travet rundt i byen, mødt venner fra Bariloche og været en tur i en park med forskellige havdyr.



Og til Kurt, Mona, Jane og alle jer andre, der ikke har brokket jer, men alligevel synes det er lang tid siden vi har lagt nye billeder ud på bloggen...ja så er der nu nye billeder i diasshowet!

Sol, samba og palmer

På grund af varmen har det simpelthen ikke været muligt for os at skrive på bloggen, men nu er det midnat og der er vel kun nogle af tyve grader lige nu  Kort sagt – vi nyder det fantastiske vejr!

Nåå nu til sagen – vi har oplevet en masse ting på det seneste, hvor vi havde en stille og rolig nytårsaften i Cordoba, hvor vi var til den 2. januar. Derefter gik turen til Concordia, hvor vi var ude at se en park, med lidt forskellige hyggelige dyr i (som i kan se på billedet) og ikke mindst masser af palmer… Om aftenen blev det også til et sambaoptog i byen, hvor rystende balder, bankende trommer og larmende mennesker sammen lavede en fantastisk kulisse til vores første sambaoptog – det håber vi, at kunne opleve endnu en gang i enten Mar del Plata eller Buenos Aires.
Lige nu er vi i Rosario, som vi dog forlader om et par timer, da vi nu for alvor skal nyde varmen og solen på de argentinske strande ved østkysten – nærmere betegnet, Mar del Plata.

Nu er der ikke mange dage til, at vi skal hjem og spise Hot dogs, rugbrød, remoulade, kartoffelsalat, mørbrad, youghurt, saltet smør, franskbrød, ost og i det hele taget smørbrød…

Danmark vi ses snart – vi savner jer alle sammen, men lige nu er der faktisk kun 19 dage til vi står i Københavns Lufthavn.

Knus fra os

Dengang juleaften forsvandt i ørkenland!

Så har det været juleaften, og den blev fejret her i det nordlige Chile i San Pedro De Atacama. Men vi må indrømme at det for os ikke helt føltes som juleaften…der manglede altså noget. Vi manglede alle de hyggelige juleforberedelser, den hyggelige julebelysning, den kolde danske vinter, familie og venner, julemaden og selv alle de travle danskere, der farer rundt i julen manglede. Så næste år tager vi vist revanche og fejrer jul for fuld udblæsning med alt hvad det indebærer!

San Pedro De Atacama er en lille by i bjergene 2440 meter over havoverfladen midt i Atacama ørknen. Her er varmt om dagen men rigtig koldt om aftnen og om natten, landskabet er selvfølgelig tørt og efter en lille gåtur er dine fødder helt brune af støv. Vi kan virkelig mærke, at vi er i ørknen. Husene er lavet af ler, og det hele er noget anderledes end hvad vi ellers har oplevet. Men selvom byen er lille og ikke har mange indbyggere, er der et hav af butikker, restauranter og overnatningsmuligheder, her er nemlig rigtig mange turister, og det er primært det, de lokale lever af.

I går var vi på en tur rundt for at se nogle af de ting, der ligger omkring byen. Først badede vi i en lagune, med et større saltindhold end i det døde hav, så selvom vi begge er blevet lidt halvfede, var der ingen problemer med at holde os oven vande. Efterfølgende var der mulighed for at bade i to søer, som er blevet dannet af vandet fra bjergene, der er steget op fra undergrunden, det var dog sk… koldt, og det var kun Casper, der var modig nok, Louise overbeviste sig selv om, at babyer i maver ikke kan lide koldt vand. Sidste stop var ved en saltsø, godt nok har vi besøgt en af slagsen i Argentina, men det her var helt anderledes. Her udvindes der ikke salt, søen er der bare. Når man står på land ligner det, at det bare er vand, men man kan faktisk gå rundt på hele søen, da der er et tykt tykt salt lag over det hele, der er kun få centimeters vand oven på.

I morgen meget meget tidligt skal vi ud og se gejsere, der sprøjter med vand og søndag tager vi igen mod Argentina, nærmere betegnet Cordoba, en rejse på ca. 24 timer.

Super Salta

Vi har de sidste dage været i Salta, som vi havde set meget frem til. Mange havde på forhånd fortalt, hvor smukt det er her i provinsen Salta. Og de ord blev ikke gjort til skamme. Endnu engang nogle fantastiske dage med utrolige oplevelser... Her kommer der lidt billeder, og så kan i jo selv dømme.

Strandet i måneland!

I nat ankom vi til Salta og har i dag travet byen tynd…men det er ikke det vi vil fortælle om nu! Vi vil fortælle lidt om vores oplevelser i La Rioja, som er en rigtig hyggelig by, men også et meget varmt sted, i sidste uge havde de haft helt op til 46 grader!

Tirsdag havde vi planlagt en tur med et selskab, til to forskellige parker ca. 200 Km fra byen. Parkerne var grunden til selve turen til dette område af landet. Vi startede tidligt tirsdag morgen og besøget i parkerne var fantastisk, en af parkerne kaldes også ”Valle de La Luna” (”Månedalen”), og ikke uden grund kan vi nu konkludere. Parkerne er fyldt med klippeformationer og fossiler formet af regn og vind igennem de sidste mange mange år samt de mineraler, der findes i området.

F.eks. er der nogle næsten kuglerunde sten, der har fået deres form pga. deres indhold af magnesium. Så besøget i parkerne var trods de kommende besværligheder, det hele værd. For efter at have forladt den sidste park, spredte en meget underlig lugt sig i bilen…..og ja, så holdte vi der, på noget der føltes som en af verdens mest øde landeveje, og vi kunne ikke komme videre. Turen tilbage til La Rioja blev lang, først med en masse ventetid og bagefter med en lang tur med den lokale bus. Så 3 timer senere end planlagt var vi endelig tilbage, desværre for sent til at nå vores planlagte bus til Salta. Så efter en masse tid på at få nye billetter og diskutere med en total håbløs turarrangør om hvem, der skulle betale billetterne (vores guide havde nemlig lovet at ringe til busselskabet og sige, at vi ikke kunne nå at komme med bussen, men det var ikke blevet gjort!), kom vi endelig af sted videre på vores rejse i går eftermiddags, med billetten betalt. Nu er vi så her i byen og ser frem til de næste dages oplevelser.

Røvtur og bjergtur

Vi sidder nu i bussen mod La Rioja og har dermed også forladt Mendoza – vinens by. Så er det jo på sin plads også at fortælle lidt om, hvad vi har oplevet.

Vi havde booket en vintur, hvor vi så på cykel skulle rundt i området. Det var ikke verdens bedste cykler, og så har argentinerne en tendens til at lave deres veje af plader og derfor er der rigtig mange huller. Men af sted kom vi på cyklerne - bumpende af sted mod første vingård. Det var et museum, som havde redskaber til at lave vin med helt tilbage fra 1600 tallet. Vi fik også smagt på deres bedste Malbec-vin.

Så gik turen videre mod en lille familieejet vingård. Her var der ingen fancy maskiner til at fremstille vin – nej alt blev gjort i hånden. De skrev også selv på etiketterne, som de også selv satte på ved håndkraft. Her skulle der også smages på sagerne samtidig med, at vi spiste frokost. Bumleturen fortsatte derud af et godt stykke endnu, da der cirka 10 km. fra hvor vi havde lejet cyklerne lå en gård, som fremstillede olivenolie. Efter vi havde spist lidt og smagt nogle fremragende oliven, samt brød med olivenolie og soltørrede tomater var tanken fuldt op. Vi skulle nu bare have afleveret cyklerne og var lidt sent på den. Vi gav den gas hjemad og havde godt ondt i R…. ,da vi stod af cyklerne. Louise gik det meste af aften, som en der havde skidt i bukserne og lorten stadig sad i hendes bukser.

Dagen efter stod vi op lidt over kl. 6.00 for at komme på heldagstur. Vi var forbi et område, hvor de fremstiller vand. Så gik turen videre mod Amerikas højeste bjerg, Aconcagau, som er 7000 km højt. Derefter var vi forbi og se en bro, som er naturlig skabt af vandet. Den hedder Puente del Inca. Vi kørte højt op i bjergene af de små grusveje og var tæt på kanten, men der var en fantastisk udsigt.